Online kurser: Oplever du også en nedgang i salget?

Hvis du er én af de mange, der sælger online kurser, så har du nok også opdaget, at der er sket noget med markedet…

Online-kurserne sælger simpelthen ikke, som de plejer at gøre.

Og ja ja, selvfølgelig kan du altid finde et enkelt eksempel eller to, hvor det hele bare går skidegodt, men over den brede kam er billedet det samme: Der er nedgang i salget af online-kurser o. lign.

Og det er ikke bare noget, jeg selv sidder og synes …

Det er bekræftet af en lang række af mine kollegaer, der ligesom jeg selv hjælper og rådgiver andre selvstændige om, hvordan de bygger stærke online forretninger.

Men strengt taget kommer det ikke som en overraskelse…

 

Lad mig uddybe hvorfor:

Markedet for online kurser har været hastigt stigende i de sidste par år. I 2020 har 35 procent af befolkningen benyttet sig af e-læringsaktiviteter mod kun 22 procent i 2019, jvf. tal fra Dansk Industri/Dansk Statistik.

Det betyder, at der også er rigtig mange, der har øjnet muligheden for at supplere sin forretning med online kurser – eller måske gå hele vejen og bygge en forretning op, udelukkende bestående af online kurser af forskellig karakter.

… Og det betyder, at markedet er blevet fuldstændigt pakket.

At Covid-19 så også ramte, og både har accelereret brugen af online, men også har presset mange små selvstændige til at tænke i online baner, har bestemt ikke gjort tingene bedre, og resultatet ser vi nu:

Et marked, der er fuldstændig overfyldt med tilbud om online kurser – og derfor en general afmatning i salget.

Vi bliver bombarderet med tilbud om gratis e-bøger, webinars osv. hver eneste gang, vi går på Facebook, Instagram eller hvor vi nu bevæger os mest.

Dertil virker kvaliteten i online kurserne og de mange freebies mildest talt svingende, hvilket kun accelerer ens udmattelse endnu mere.

Så hvad fører det til?

Vi gider ikke mere online.

Det er for voldsomt, for useriøst og for meget.

.

..

Det er jo desværre rimelig dårligt nyt, hvis du har baseret hele eller dele af din forretning på at sælge online kurser.

Men bare rolig … det er stadig for tidligt at finde dommedagstrompeterne frem.

Dét, som sker for online markedet lige nu, er ikke anderledes end det, man har set på så mange andre nye markeder:

  1. Et nyt marked spirer frem, og de første pionerer tjener rigtig godt, ikke mindst fordi de er nogle af de første på markedet, og derfor nemt kan skabe opmærksomhed om deres produkt.
  2. Flere opdager markedet – og flere laver gode forretninger på den baggrund. Men det kræver en større indsats, for der er flere spillere på markedet.
  3. Markedet bliver ”allemandseje” og flere og flere kaster sig over det, indtil det er ét stort kaos af skidt og kanel blandet sammen i én stor pærevælling.
  4. Folk får nok af markedet – det virker uigennemskueligt, rodet, useriøst og irriterende.
  5. Markedet genfødes i en skarpere version, hvor fårene er skilt fra bukkene og de, der har noget seriøst at tilbyde kan igen skabe gode forretninger.

     

Et eksempel på det er f.eks. markeder for bøger:

For nogle år siden havde vi en lang række fysiske boghandlere herhjemme.

Markedet fungerede sådan, at hvis man skulle købe en bog, så gik man til en boghandler. 

Men flere fik øjnene op for at sælge bøger – og pludselig blev markedet frigivet, så også supermarkeder og alle mulige andre kunne sælge bøger, og før man vidste af det, fandtes der også store online boghandlere. 

Så hvorfor skulle nogen nu besvære sig med at gå til boghandleren, når man kunne finde en bog i en kasse med spotvarer, mens man alligevel var hos Netto – eller bestille den via nettet uden overhovedet at behøve at rejse fra sofaen.

Det kunne være blevet døden for mange boghandlere, og nogle måtte desværre også bukke under. Men de seneste år har vi set en genfødsel af boghandlerne:  Med kvalificeret viden, bog caféer, faglige nicher mm.

Branchen har med andre ord genopfundet sig selv, markedet er vendt tilbage til et naturligt leje, hvor nogle af de nye spillere stadig er på markedet, men hvor der langt fra er så meget kaos, som det var i begyndelsen – og hvor en stribe af de gamle boghandlere altså har genopfundet sig selv, omtænkt deres brand og faktisk er blevet stærkere end før.

Så det er altså set før – ikke kun med bøger, men med alle mulige markeder.

Af samme årsag har jeg bygget min egen forretning på den måde, jeg også tit anbefaler mine klienter at gøre det:

Med et stærkt fundament, og med en mulighed for hurtigt at kunne skifte retning, hvis markedet ændrer sig.

Det har jeg mildest talt været glad for igennem de sidste par år, for det har betydet, at da muligheden for at undervise fysiske hold lukkede ned pga. Corona, kunne jeg skifte over til at undervise via online kurser i stedet. – Og da markedet blev presset for kurserne, kunne jeg skifte over og prioritere 1:1 rådgivningen og den praktiske hjælp.

Fordi jeg har lavet det fundament i min egen forretning, betyder det, at jeg kan følge markedet forholdsvist nemt og ubesværet – og det betyder, at jeg igen i år har en endnu større omsætning end sidste år. Så metoden virker.

Men hvad så med fremtiden for online kurser? …

Min egen formodning er, at vi i løbet af det kommende år vil se, at der vil være en del af dem, der i dag sælger online kurser, som falder ud af markedet igen – men at de, som har bygget et godt og stærkt fundament for deres online forretning vil bestå (måske endda genopstå i en ny form) og være endnu stærkere end før.

Jeg forventer også, at markedet deler sig i to.

Så i stedet for at alting ligger i den samme gryde, så vil der ske en deling, ligesom man også har set indenfor supermarkedskæderne:

  • Der vil være dem, som henvender sig til en meget bred gruppe, og som primært konkurrerer på pris (Netto, Lidl osv.)

  • … Og så vil der være dem, der henvender sig til en mindre bred gruppe, men som primært sælger kvalitetsprodukter til en højere pris (Menu, Irma osv.).

     

Jeg siger ikke, at det er bedre at være på det ene hold end på det andet. Begge har fordele og ulemper. 

Men hvis du selv arbejder med online kurser, og gerne vil blive en stærk del af det marked, der venter ”på den anden side”, så vil jeg anbefale dig, at begynde at lægge en strategi for, hvilken type udbyder du gerne vil være.

Skal du være Irma eller Netto?

Vil du gerne have sparring, hjælp eller rådgivning, når du udarbejder din strategi og i det hele tager bygger, former og udvider din forretning, så kontakt mig meget gerne. Vi tilbyder både 1:1 rådgivning, praktisk hjælp og … ja, såmænd … online kurser, der kan hjælpe dig med at bygge en stærk online forretning.

signatur Malene

IMG_2308

Om Malene 

Jeg har arbejdet med online tekster, websites og online markedsføring siden omkring 2000.

Derudover har jeg været redaktør for flere af landets største magasiner, arbejdet med digital produktudvikling og kommercielt indhold, samt været Digital chef hos Aller Medier. I dag har jeg Netinspire ApS, hvor vi hjælper især mindre selvstændig med at stå stærkere online.

Jeg er desuden underviser hos bl.a. Maj Wismann og på Holbæk Kommunes iværksætterforløb, ligesom jeg er fast rådgiver i Kommunens Rådgivningscafé.

Kom i gang med at sælge online kurser!

Lær, hvordan du kommer i gang med at sælge din viden som online kurser, klubber eller forløb i 11 enkle trin. Vejl. pris: 169,95 kr.

Læs også ...

Hop med på nyhedsbrevet og få 21 tips til, hvordan du kan sætte gang i dit online salg