Online salg - sådan skaber du det rette fundament for at sælge online

Sådan styrker du dit online salg

Drømmer du også om at have en forretning, hvor den største del af indtjeningen kommer fra et godt online salg?

Så er du bestemt ikke alene om det.

Det er faktisk også en rigtig god idé at gøre et online salg til en del af din forretningsmodel. Især hvis du lever af at sælge dine ydelser på timebasis som f.eks coach, konsulent eller anden form for rådgiver/behandler.

Hvis du sælger en eller anden form for ydelser, produkter eller kurser via din hjemmeside, vil du for det første kunne nå ud til et større geografisk område. Du kan altså lige pludselig hjælpe mange flere mennesker.

For det andet er din indtjening ikke afhængig af, hvor mange timer, du har til rådighed i løbet af din dag.

Den sidste ting er især vigtig, for som selvstændig bruger du rigtig meget tid på andre ting end at sidde og holde timelønnede møder med klienter: Administration, markedsføring, netværk – og tusind andre ting.

Det betyder, at du måske reelt kun har tid til max 3 klienter pr. dag. Hvis du tager 600 i timen, giver det 9000 om ugen – forudsat at alle tiderne er besat. På en typisk måned ligger indtjeningen så på ca 36.000 før skat, hvoraf der så skal svares moms, leje af lokaler, markedsføring, telefonpasning, løn, rengøring … og hvad der nu ellers kan være af udgifter.

Det kan fungere fint for nogen, men for andre er det nødvendigt med et ekstra ben i forretningen for at sikre en større indtjening  – og her kan online salg være et oplagt ben.

 

Hvad dækker online salg over?

Når jeg taler om online salg, så kan det i virkeligheden dække over mange ting, men min præmis for at noget er et online salg er altid:

1) at det er skalerbart, så der ikke er en 1:1 time afregning involveret

2) at det kan sælges via din hjemmeside el.lign.

Men derudover kan online salg være mange ting: Salg af online kurser, e-bøger, online forløb, online uddannelser, materialer, fysiske produkter osv osv.

 

Udfordringen ved online salg

Udfordringen ved at sælge noget online er imidlertid, at det netop foregår online.

Der er ikke nogen direkte personlig kontakt involveret, og det kan skabe en utryghed, som gør, at folk lader være med at købe noget.

 

Derfor er et succesfuldt online salg heller ikke en garanti, bare fordi du lægger noget salgbart på din hjemmeside.

 

Når du sælger online, skal der stadig arbejdes og lægges timer – men gør du arbejdet ordentligt, skal det kun gøres én gang, og derefter blot holdes ved lige.

… Og hvad består det arbejde så i?

Jo, udover at selve dine ydelser eller dit produkt selvfølgelig skal skabes eller indkøbes, så består arbejdet med online produkter primært i at skabe den tryghed, som man altså i udgangspunktet ikke har, når tingene foregår online.

Det er hér blogs, nyhedsbreve og sociale medier kommer i spil, for bruger du disse rigtige, kan dine kunder lære dig bedre at kende og dermed føle sig trygge nok til a købe hos dig.

>> Lær at lave dit eget online kursus – læs mere her

 

Sådan bliver dit online salg en succes

Skal du have succes med at sælge online, skal du derfor være bevidst om de grundlæggende mekanismer i et godt online salg:

  1. Du skal lave et godt produkt
  2. Du skal opbygge tillid og troværdighed
  3. Du skal holde gryden i kog, så kunderne husker, du er der

     

Husker du på disse tre ting, vil det være nemmere for dig at skabe en succes. Derudover får du her 3 metoder til at styrke dit online salg:

 

 

3 metoder til at styrke dit online salg

 

1. Tilpas dit produkt til dine faktiske kunder

Når du arbejder med online salg er det vigtigt, at du tilbyder noget, som dine kunder rent faktisk leder efter. Og det lyder lettere, end det er.

Et eksempel:

Du er stress coach og har lavet et forløb, der retter sig mod mennesker, der er lige på randen af en stress diagnose.

”Stop stressdiagnosen”, hedder det.

Men det sælger ikke.

Hvorfor? Fordi de mennesker, der er på randen af en stress diagnose højst sandsynligt ikke selv er klar over det – eller i det mindste ikke magter at se det i øjnene og gøre noget ved det.

Så i stedet skal du måske tilpasse dit forløb, så udgangspunktet er ”På vej til at blive stresset? – 5 tegn på stress og 5 værktøjer til at gøre noget ved det”.

Det er mere håndgribeligt, lettere at forså, mere ”ufarligt” at sætte sig selv i relation til – og simpelthen nemmere at forholde sig til for en stresset hjerne.

 

 

2. Husk at et hurtigt salg sjældent er billigt

Du har sikkert læst lige så mange historier på nettet, som jeg har, om mennesker der har lavet et bimlende succes på et enkelt online forløb, og har solgt for 100.000-vis af kroner.

Det lyder fascinerede og det er også rigtig godt klaret af dem, der har gjort det.

Men husk på: De er ikke kommet gratis til det. Typisk har det kostet en pæn investering i markedsføring på f.eks de sociale medier at lave det her store salg. Det kan også have kostet en stor mængde tid og kræfter forud for salget med at opbygge en nyhedsbrevsliste at sælge til eller lave gratis webinarer o.lign. for at gøre opmærksom på dem selv og deres ekspertise.

Så det er fedt at lade sig inspirere af deres succes, men husk altid på, at et hurtigt salg som regel koster i enten penge eller forudgående indsats.

Så hvis du går efter at lave et hurtigt salg uden at have den helt store kundebase, så beregn, at der skal bruges adskillige tusinde kroner på en heftig markedsføring. At booste et opslag til et par 100 kroner på facebook vil sjældent være det, der bringer den store succes i hus.

 

 

3. Vær ikke bange for at vise, hvem du er

Der findes efterhånden massevis af online produkter og andre typer online salg på nettet. Derfor er det vigtigt at skille sig ud.

Det kan du gøre via dit produkt, men vær også realistisk.

Medmindre du har opfundet noget helt unikt, vil der være mange andre, der tilbyder noget, der i hvert fald minder meget om dét, du gør. For at holde fast i stress coachen fra det tidligere eksempel, så findes der jo f.eks. tonsvis af stressforløb, man kan vælge.

Så hvorfor skal folk vælge lige det, du sælger?

Det skal de, fordi de godt kan lide dig.

Når man arbejder med online salg, så er relationerne vigtige. Vi køber af dem, vi har tillid til og dem, vi godt kan lide. Dem, vi spejler os selv i.

Så når du laver dine salgstekster og når du i det hele taget præsenterer dig selv og dine ydelser/produkter, så vær ikke bange for at vise, hvem du er.

Du skal ikke prøve at skrive som alle andre eller følge deres skabeloner slavisk. Du skal ikke prøve at være en anden. Du skal være dig – og du skal vise det.

Tydeligt.

For i sidste ende er det DIG, folk køber og ikke dit produkt.

 

God fornøjelse med dit online salg,

/Malene

Malenes underskrift

 

psykologiske triggere

Bliv ENDNU skarpere, når du skriver tekster!

Hent e-bogen: “11 heftige psykologiske triggere – der virker! her.
Du tilmelder dig samtidig mit nyhedsbrev, hvor du løbende får tips, tricks og ny viden om at skabe interesse og salg på nettet.

profil

OM MALENE FICH WEISCHER

Jeg har arbejdet med online tekster, websites og online markedsføring siden omkring 2000.

Derudover har jeg leveret indhold til bl.a. Berlingske, Femina, BT, TV2.dk, været redaktør for flere af landets største magasiner, samt Digital chef hos Aller Medier.

I dag har jeg Netinspire.dk – Online markedsføring, der er til at forstå! Jeg er underviser på Holbæk Kommunes iværksætterforløb, hjælper på Maj Wismanns Online Markedsførings Mentorforløb, samt er rådgiver i Holbæk Erhvervsforums rådgivningscafé

vejviser
vejviser