Webtekster - Skriv til nettet sådan

Webtekster:
6 ting, der skal være i orden, når du skriver til nettet

Webtekster er svære at skrive – i hvert fald hvis du gerne vil skrive dem, så de bliver både fundet og læst.

Vi udsættes alle hver dag for et sandt bombardement af artikler og informationer på nettet og meget indhold bliver aldrig fundet og læst af nogen. Hvordan undgår du den skæbne for dit indhold? Hvordan sørger du for at skille dig ud og fremstå så interessant, at folk rent faktisk klikker ind på dit indhold?
Du kan i hvert fald starte med at følge denne tjekliste, hver gang du skriver dine webtekster 🙂


1. Vælg en overskrift, der er aktiv, inddragende og velfungerende

Jeg har haft mange diskussioner med skribenter, der ikke har villet gøre deres overskrift (eller rubrik, som det hedder i fagsprog) mere engagerende, fordi de var bange for, at deres artikel så ville fremstå useriøs.

Well, alternativet er – desværre – at ingen læser artiklen.

Det er ikke fordi, vi er dumme på nettet og kun vælger ting, som er nemt klikbare. Det er fordi, vi har så stort et udvalg på nettet, at vi bare gerne vil have præcis dét, vi leder efter, med det samme. Ikke så mange dikkedarer. Så derfor skal din rubrik klart, præcist og engagerende fortælle, hvad du får ud af at klikke dig ind på dette indhold. Ellers klikker man på noget andet.


2. Kom hurtigt frem til pointen

Med få undtagelser virker det ikke på nettet med lange, malende og romantiske anslag, før du når til pointen. Vær præcis i dit sprog og brug ikke for mange bisætninger og udenomsbetragtninger. Folk skal hurtigt kunne afkode, hvad de får ud af at læse din artikel.

Det er imidlertid ikke det samme som at sige, at en tekst på nettet ikke kan være lang. Det kan den sagtens og i forhold til SEO må den faktisk gerne være rigtig lang, men du skal holde energi og momentum hele vejen igennem. Brug korte afsnit og fængende mellemrubrikker til at holde din læser fanget.

Husk, at han/hun hele tiden bliver distraheret af noget, der popper op, flyver ind, blinker eller på anden måde fanger øjnene, og hvis det sker, mens de sidder og tygger på en lidt små-kedelig passage i din tekst, så er de for længst videre.

3. Er det den rigtige, der er i fokus?

Hvad er dit fokus, når du skriver? Dét, du selv føler, er vigtigt for dig at få med – eller dét, der er vigtigt for læseren at vide?
Alt for ofte kommer en faglig stolthed indover og så vil man gerne vise, at man har supergodt tjek på dét, man skriver om, men desværre bliver effekten den modsatte. En masse sniksnak og ligegyldig ekstra-info kan gøre teksten så tung og kedelig, at folk aldrig føler, de får dét, de kom for. Så sørg for, at det hele tiden er læserens behov, der er i fokus, og ikke dit eget.

4. Er dit indhold overhovedet noget værd?

Se objektivt på din tekst: Er den relevant? Holder den vand? Er den fagligt – eller underholdningsmæssigt – i orden? Man skal ikke bare skrive en tekst for at lægge et eller andet på. Det kommer der ikke rigtigt andet end tidspilde og måske endda et dårligt indtryk af dig/din virksomhed ud af.
Gør dig umage med ALT, du laver – også selvom dét, du skriver, er et bestillingsarbejde af en slags og du måske personligt synes, det er et dødsygt emne, du skriver om.

5. Virker du overbevisende og engagerende?

Hvilken stemme bruger du, når du skriver? Virker du medrivende, engageret og passioneret – eller virker det mere som om, du bare remser et eller andet op?

For at få folk til at gide læse din tekst og – forhåbentligt – klikke sig videre ind på dit site, skal du give udtryk for, at du brænder for dét her. At du deler deres interesse i emnet og at der er lagt kræfter i at give dem det bedst mulige. Vis respekt for din læser. Vis at dét, de interesserer sig for at læse om, også er noget, du synes er fedt. Det skal sive ud mellem linjerne – ellers bliver det uvedkommende og ligegyldigt.

 

6. Er der en klar call to action? 

Når læseren er færdig med din tekst, er det så tydeligt for ham/hende, hvad du ellers har til dem? Får du hjulpet dem videre? Taget hånd om dem, så de ikke bare slippes ved det sidste punktum?

Er formålet at få dem til at tilmelde sig et nyhedsbrev – er der så en boks, hvor de kan gøre det?
Er der links til andre relevante artikler?
Er der links til en shop eller andet?

Vær bevidst om, hvad du gerne vil have din læser til at gøre (og hvad læseren nok er på jagt efter), når han/hun har læst færdig og gør vejen hen til det MEGET tydelig!

profil

OM MALENE FICH WEISCHER

Jeg har arbejdet med online tekster, websites og online markedsføring siden omkring 2000.

Derudover har jeg leveret indhold til bl.a. Berlingske, Femina, BT, TV2.dk, været redaktør for flere af landets største magasiner, samt Digital chef hos Aller Medier.

I dag har jeg Netinspire.dk – Online markedsføring, der er til at forstå! Jeg er underviser på Holbæk Kommunes iværksætterforløb, hjælper på Maj Wismanns Online Markedsførings Mentorforløb, samt er rådgiver i Holbæk Erhvervsforums rådgivningscafé

Kom i gang med at sælge online kurser!

Lær, hvordan du kommer i gang med at sælge din viden som online kurser, klubber eller forløb i 11 enkle trin. Vejl. pris: 169,95 kr.

Læs også ...