Lad mig lige starte med at aflive myten om, at nyhedsbreve er en hendøende art. Hvis du følger linket her, kommer du nemlig direkte hen til Mailchimps opgørelse over åbningsprocenter og klikrater for nyhedsbreve fordelt på brancher.

Som du kan se, er det langt fra sjældent at mere end 20% af de mails, der bliver sendt ud, rent faktisk bliver åbnet, og i mange brancher er gennemsnittet langt højere end det. Jeg ved fra nogle af de kunder, jeg selv har arbejdet med, at vi nåede op på en åbningsprocent på mellem 30 og 50%

Så er der altså noget ved det.

Især hvis du har mange mennesker på din mailinglisten.

Men hvordan får du så det?

Den teknik, som lige nu virker allerbedst, handler om at lave noget gratis – det kan være en video, en ebog, et webinar eller noget tilsvarende. Dette deler du på facebook og sørger for at booste det, så det bliver vist for en målgruppe, der kunne være interesseret i dét, du sælger. Når de vil hente dit gratis materiale, skal de samtidig taste deres mailadresse ind, og nederst står der, at de samtidig tilmelder sig dit nyhedsbrev.
Forbrugerombudmanden har så godt nok lige besluttet, at man ikke må bruge ordet gratis, når det koster en mailadresse at få fat i det. Det synes jeg ærligt talt er noget pjat, men lov er jo lov – og nu ved du det, så du evt. kan omskrive dine annoncer 🙂
Der findes selvfølgelig også mange andre måder at få folks emailadresser på (eller købe sig til dem), men husk bare, at det altid skal foregå på lovlig vis, dvs. at folk skal have samtykket til, at deres adresse bliver brugt på den måde.

Men det skal det ikke handle om i dag.

I dag skal det handle om, hvordan du får de mennesker, der rent faktisk er på din mailingliste, til at åbne mailen.

Dét gør du ved at skrive en rigtig god emnelinje.

Emnelinjen er den ”overskrift”, man kan se i sin mailboks, når mailen tikker ind.

Det er min erfaring, at de bedste emnelinjer som regel læner sig op af en af disse kategorier. Hvilken kategori, der så passer bedst til dig og dit indhold, må du selvfølgelig selv vurdere fra gang til gang:

1. Den meget konkrete emnelinje

På nettet læser vi ikke nødvendigvis fra ende til anden. Vi scanner. Det gælder også, når øjnene glider ned over strømmen af mails i indbakken. Derfor kan en emnelinje med et meget konkret indhold være god til at fange folk ind med det samme. Det kan f.eks være en emnelinje i stil med disse:
• Derfor er hvidløg sundt i maden

• Spar 50% på alle varer

• Sådan lægger du selv et gulv

2. Den identificerende emnelinje

Det er en emnelinje, som lægger op til en genkendelse hos den, der læser. Typisk vil man slå på en følelse eller en tanke, som man vurderer passer til det mentale mindset, modtageren er i når han/hun modtager mailen. F.eks:
• Savner du også solen?

• Er det stress eller er det bare mig?

• Jeg bliver aldrig færdig med min have (jo, du gør – læs hvordan her)

3. Den personlige emnelinje

Fordelen ved nyhedsbreve er, at du taler til et publikum, som allerede ved, hvem du er og som måske endda har fulgt dig længe. Det betyder, at du godt kan være lidt mere personlig i dine emnelinjer. Har du indsamlet fornavn på dem, der har tilmeldt sig nyhedsbrevet, kan du også med held personalisere emnelinjen med deres navn (kan gøres automatisk i de fleste mailsystemer)
F.eks:
• Malene, dét her tilbud, vil du ikke gå glip af!

• I aften sker det! Du er da med, ikke?!!

• Vil du med på en rejse?

4. Den kryptiske emnelinje

Som sagt bliver nyhedsbreve sendt ud til nogen, der allerede overordnet kender til temaet for nyhedsbreve. Når du får et nyhedsbrev fra mig, ved du jo f.eks. godt, at det ikke kommer til at handle om varianter af tomatsuppe, men om at skrive til nettet. Derfor kan du også tillade dig at være mere kryptisk i dine emnelinjer og dermed spille på at pirre nysgerrigheden lidt hos dine læsere. F.eks:

• Jeg skulle egentlig bare booke en billet, men så …

• Dét her fortæller jeg normalt ikke til andre, men …

• ”Fyr hende!”, råbte chefen [men det skulle han nok ikke have gjort].

 

På mit onlinekursus ”Lær at skrive online tekster” kommer du til at lære alt dette og meget mere, så det bare sidder på ryggraden. Skal du arbejde professionelt med at skrive til nettet, så kan det være et virkelig godt skub på vejen. Se mere om kurset her: ”Lær at skrive online tekster”

Tjek også dette blogindlæg om gode overskrifter – meget af det, der står om overskrifter, kan også bruges ift. emneliner 🙂

Vi skrives ved!
M.