Er en tekstforfatter løsningen for dig?

Tager det dig 100 år at skrive et nyhedsbrev, en blog eller en SEO tekst og ved du egentlig godt, at den tid er bedre brugt et andet sted. Så skal du måske overveje at hyre en tekstforfatter?

Hvor tit får vi det ikke at vide?

At teksterne på hjemmesiden skal være SEO-optimerede, at der skal være en blog med hyppige indlæg, at der skal lægges ting på Facebook mindst 5 gange om ugen, at der skal laves e-bøger og andre lokkemidler, som kan få folk til at tilmelde sig nyhedsbrevet – og nyhedsbrevet skal skrives. Sammen med de fængende produkttekster, om-sider og salgstekster i øvrigt. Og pressemeddelelserne. Og LinkedIn og Instagram. Osv.osv.

Content marketing – og marketing i det hele taget – tager sin tid.

Tit tager det faktisk så meget tid, at det aldrig bliver gjort. Det ved jeg alt om. Både fra mig selv og fra flere af mine kunder. Det er derfor, de hyrer mig som deres tekstforfatter.

Jeg kan nemlig omskrive alle dine tekster på sitet, så du ikke behøver at tænke mere over det. Jeg kan skrive din blog, så du ikke behøver at bruge tid på det. Jeg kan sørge for dine opdateringer på de sociale medier, så du ikke skal stresse over det og jeg kan lave dine nyhedsbreve og ebøger og hvad ved jeg, så du slet ikke behøver at tænke mere over alt det dér med content og indhold og skriverier – og i stedet koncentrere dig om dét, du er god til: Din forretning!

Jeg ved godt, at dette lyder som et reklamefremstød for mig selv, og det er det selvfølgelig også, men der er mange andre, der også kan skrive tekster for dig, så vælg den tekstforfatter, du har det bedst med. Det behøver ikke være mig, selvom jeg selvfølgelig elsker at få nye kunder 😉

Næ, jeg skriver mere det her, fordi jeg møder så mange, der er ved at blive helt begravet i den dårlige samvittighed over, hvad de burde få lavet – men aldrig kommer i gang med. Fordi tiden ikke er der. Fordi det tager dem 100 år at skrive et nyhedsbrev og de inderst inde godt ved, at den tid er bedre brugt et andet sted.

Men faktisk er regnestykket ikke så svært.

Hvis det tager dig 5 timer at lave et nyhedsbrev, så overvej, hvad du i stedet kunne bruge de 5 timer på. Kan du på de 5 timer skabe mere værdi end de omkring 1000 kr., jeg skal have for at skrive et nyhedsbrev for dig – så er pengene til mig eller en anden tekstforfatter jo rigtig godt givet ud.

Det samme regnestykke kan du jo faktisk bruge på alt muligt andet, du også bruger tid på.

Det er bare ikke så tit, man lige får lavet det regnestykke. Hvad enten det er fordi, man sidder som ansat et sted og dårligt orker at prøve at skulle overbevise cheferne om, at det er en god investering – eller fordi man sidder som selvstændig og er nødt til at gøre det hele selv, fordi indtjeningen ikke er kommet så godt i gang endnu.

Det forstår jeg godt. Jeg har selv både været nystartet selvstændig med et ikke-eksisterende budget og jeg har været fastansat til en behagelig timeløn i en stor koncern.

Men nu siger jeg det bare lige igen: Hvad enten du er selvstændig eller fastansat – hvis dine opgaver hober sig op og der er for meget, du ikke får gjort, så overvej om du kan få andre til at gøre det for dig for et beløb, der giver mening sat i forhold til den tid, du selv skulle bruge på det. Overvej, hvordan du bruger din tid bedst.

Prøv at regne på det og handler regnestykket om skriverier og content marketing, så skriv gerne til mig her og få et uforpligtende tilbud på lige præcis DIN skrive-udfordring. Så ved du i det mindste, hvad det koster og så har du noget at veje din egen tid op imod.

Held og lykke med regnestykket,

sign-lille75

 

Mere til dig: