Få ordentligt gang i dit online salg
Er dit mål også at have en god hjemmeside, hvorfra du kan sælge online kurser eller andre online ydelser?
Så er dette indlæg lavet præcis til dig!
Online salg – hvad dækker det over?
Lad os starte helt fra begyndelsen: Et online salg kan nemlig være mange ting, og behøver ikke kun at handle om online kurser. Online salg kan også bruges til at sælge en række andre ting, f.eks.:
- Online kurser
- Fysiske kurser, webinars eller workshops
- 1:1 timer, f.eks. behandlinger, rådgivning el.lign.
- Medlemsklubber eller andre abonnementsordninger
- E-bøger
- Fysiske produkter
Det gennemgående tema for al online salg er dog, at både markedsføringen og salget primært foregår via nettet, og målet er, at så meget som muligt kører automatisk.
Hvorfor er online salg en god idé?
Grunden til, at mange gerne vil i gang med at sælge mere online er, at du hér kan arbejde smart og automatiseret med din markedsføring.
På den måde kan du nemlig nøjes med at opfinde den dybe tallerken én gang. Dertil er de redskaber, du skal bruge for at stable et online salg på benene tilgængelige for alle – hvad enten du er en helt lille enkeltmandsvirksomhed eller en kæmpestor koncern.
Men hvad går online salg mere specifikt ud på? Lad mig prøve at illustrere det med et eksempel…
Du har lavet et spændende workshop-forløb, som du gerne vil sælge. Det består af nogle online elementer, men har også en fysisk del, hvorfor det kun bliver sat til salg nogle få gange om året. (Rene online kurser har den fordel, at man kan sælge dem kontinuerligt og hele tiden, men mere om det en anden gang)
Traditionel markedsføring
Ved traditionel markedsføring vil du sætte en kampagne i gang, hvor du f.eks. sætter en annonce i avisen, der fortæller, hvornår forløbet starter – ligesom du sørger for at lægge en masse flyers rundt omkring og måske også gør opmærksom på forløbet via din Facebook side.
Nøgleordet her er, at det er noget, du gør her og nu – og kun i den periode, hvor forløbet er aktuelt. Så når din annonce har været trykt i avisen om lørdagen, vil den være væk allerede om mandagen. Når forløbet er kørt, vil alle flyers med dato på at være ubrugelige.
Så du har lagt en masse kræfter i en engangs-affære. Når du så skal til at sælge forløbet igen, starter du mere eller mindre forfra igen.
Der kan bestemt være gode fordele ved at markedsføre sig på den måde, men der er også en stor ulempe: Du markedsfører dig kun, når du har et aktuelt forløb, hvilket betyder, at du hver gang skal:
-
- Huske folk på, hvem du er
- Huske folk på, hvad du kan
- Tydeliggøre, at du er den rette til at hjælpe dem
- Sælge forløbet.
Online markedsføring
Når du derimod sigter efter at markedsføre dig online og dermed sælge online, sørger du reelt for at automatisere de første 3 ting. Ved at gøre det bliver folk løbende husket på, hvem du er, hvad du kan og hvorfor du er den rette til at hjælpe. Du skal altså ikke starte forfra hver gang.
Du gør typisk opmærksom på dig selv ved hjælp af blogindlæg på din hjemmeside, gennem nyhedsbreve og gennem løbende opdateringer på sociale medier. Alt sammen med indhold, der understøtter dit brand. Du kan også sagtens bruge SEO-tekster, så du også henter folk ind via Google.
Idéen med dette er, at du samler på folk, der er interesserede i dig og det, du laver.
Du knytter dine kunder tættere til dig, og de lærer dig at kende. Bliver bevidste om, hvilke ting du kan hjælpe med. Allerbedst er det, hvis de tilmelder sig dit nyhedsbrev, så du løbende dukker op med ny inspiration og viden i deres mailboks, og på den måde holder dig fremme i deres bevidsthed (samtidig med at du hjælper dem). Alternativt ved at de følger dig på de sociale medier.
På den måde arbejder du hele tiden med de første 3 punkter i listen ovenfor. Jo mere indhold, du har, jo mere automatiseret kan du gøre det hele – hvilket betyder, at hele den salgsindsats, der handler om, at kunden lærer dig og dine ydelser at kende, sker fortløbende og uden at du behøver at gør ret meget, når først indholdet én gang er lavet.
Når det så er tid til at sælge workshop-forløbet fra vores eksempel, så kan du sætte en ny, automatiseret kampagne i gang med mails og opslag, der udelukkende retter sig mod punkt 4 på listen, nemlig salget af forløbet. Du behøver ikke bruge tid på det andet, for den del kører allerede. – Og salgskampagnen kan med få justeringer genbruge næste gang, du kører dit forløb.
Hvis nu forløbet var uden en fast dato for afholdelse, f.eks. et online kursus, så kunne du alternativt tænke i funnels, så du fra start af sammensætter dine nyhedsbreve, så de leder hen mod salget af et bestemt produkt. Læs evt. mere on funnels her
Fordelen er altså, at når du arbejder med online salg, så skaber du en relation til din kunde først, fordi det efterfølgende er nemmere at sælge til én, der allerede kender til dig – og samtidig automatiserer du så mange af processerne som muligt, så du ikke skal starte forfra hver gang.
Hvad skal der til for at skabe godt salg?
For at kunne skabe et solidt online salg, som varer ved, skal du imidlertid have et godt fundament at stå på.
Jeg har set mange love, at man kan lave et online kursus på en weekend, og så derefter nærmest bare kan lægge sig på en strand og tælle de mange penge, der ruller ind.
Jeg er ked af at sige det, men det har desværre ingen hold i virkeligheden.
Det kræver en stor indsats at skabe et varigt online salg.
Bevares, kan du kaste mange tusinde kroner efter din markedsføring, så vil du selvfølgelig godt kunne lave et stærkt impact uden et stort fundament – men det er jo desværre de færreste forundt.
For alle os andre handler det om at gribe det an med tålmodighed, stædighed – og en god plan.
For fundamentet for et godt online salg består i, at du får fortalt verden, hvem du er og hvad du kan. Det gør du ikke på et enkelt blogindlæg eller med en enkelt SEO-tekst. Du skal arbejde vedvarende på at lave godt indhold, som dine potentielle kunder kan bruge til noget.
Efterhånden som du får skabt en stor base af indhold, så kan du skære lidt ned for indsatsen og lade det indhold, du allerede har, trække mennesker til af sig selv. Men sørg alligevel for fortsat at producere nyt indhold i hvert fald en gang om måneden, men gerne mere. Det kan være guides, gode råd, personlige fortællinger, case stories, populære produkter eller indlæg, anmeldelser og meget andet.
Vær også aktivt til stede på de sociale medier, som giver mest mening for dig og din forretning. Sørg for at linke ind til din hjemmeside, når du kan – og sørg selvfølgelig for at din hjemmeside er flot og professionelt – og virker!
Passiv indtægt
Når så du har bygget et godt fundament, hvor der er mange indgange til din hjemmeside og mange steder/indlæg, hvor dine kommende kunder kan lære dig at kende, ja, så begynder du så småt at kunne opleve fornøjelsen ved en passiv indtægt.
Passiv indtægt er blevet lidt af et buzzword, men dækker grundlæggende over, at dit salgsarbejde foregår stort set helt automatiseret, så du ikke skal ud og starte forfra med at sælge hele tiden.
Og jeg lover dig, at når det første salg tikker ind af sig selv, så er det rigtig fedt!
Dog vil jeg understrege, at passiv indkomst altså sjældent er mere passiv, end at man løbende skal producere nyt indhold og i det hele taget sørge for, at ens hjemmeside, salgskanaler mm. er vedligeholdte og i orden. Men stadigvæk… Det er en hel del nemmere end hele tiden at skulle ud og starte forfra med et salg.
Kom videre med dit online salg
Hvis du har fået blod på tanden til at arbejde målrettet på at skabe mere online salg, så har jeg et par forslag til, hvad du kan gøre nu og her:
-
- Få lavet en blog på din hjemmeside. Den kan hedde Blog, Guides, Viden, Artikler, Tips etc. – Det styrer du selv. Vælg selvfølgelig noget, der passer godt på din forretning.
- Gå i gang med at skrive en masse blogindlæg. Mangler du idéer, så læs med her
- Hvis du ikke allerede har, så få sat en popup boks på din hjemmeside, som samler adresser til dit nyhedsbrev. Skriv så 10 nyhedsbreve (nogle af dem kan sagtens være genbrug af dine blogindlæg) og sæt dem op i en autoresponder. Læs evt. mere om nyhedsbreve og autorespondere her.
- Overvej dine salgstragter. Sender du folk ind på de rigtige sider og produkter? Det kan du evt. læse mere om her.
- Og endelig: Har du behov for at få et overblik, en plan og sparring på, hvad det næste skridt mod et godt online salg er for netop dig og din forretning, så book hop med på et Online Business Boost forløb. Så går vi sammen om at give din forretning lige præcis det kick, den har brug for for at få ordentligt gang i online salget. Se mere om muligheden her
Og husk så: Et godt online salg starter altid med en god plan!
Vær bevidst om, hvad du vil opnå og hvem, du gerne vil have til at købe dine ting. – Og ret så alt dit materiale efter netop dem.
God fornøjelse med arbejdet. Holder du snuden i sporet, skal det nok blive godt!