I går blev jeg tatoveret af en fyr ved navn Vladimir, mens vi hørte russisk heavy …

Det er faktisk ikke løgn.

Bagefter gik jeg hjem og arbejdede på en opgave for en stor, dansk webshop. I dag har jeg været i biografen med ungerne og har leget te-selskab med den mindste – i aften skal jeg hygge med min mand og se et gammel afsnit af Barnaby.

Sådan er livet så foranderligt.

Og sådan er det også for dine kunder.

De gamle stereotyper med, at hvis man har en bestemt alder, en bestemt indkomst, bor et bestemt sted osv., ja, så opfører man sig nok på en bestemt måde – de holder ikke længere.

Ugebladet Femina har en slogan, der hedder ”Til alle de kvinder, du er” og det rammer præcist hovedet på sømmet: Vi er noget forskelligt, alt efter hvilken situation og hvilken mental tilstand, vi er i – og det gælder både mænd og kvinder:

Den rå punkrocker kan sagtens være hård og heavy, når han er til koncert, men elske at nusse om sine pelagonier hjemme i haven.

Den strømlinede karrierekvinde med styr på det hele kan også føle sig sårbar og søge nogen – eller noget – det kan stive selvværdet af.

Osv.osv.

Pointen er, at hvis det indhold, du laver, skal ramme plet, så er du nødt til at sætte dig i din kundes sted: Hvilken mental tilstand fanger du dem i? Hvornår appellerer dit produkt til dem?

Det nytter jo ikke noget, at forsøge at sælge pelargonier til punkrockeren fredag aften, når han ligger midt i en stagedive til en koncert – men en søndag eftermiddag i solskin, skal han nok være mere modtagelig.

Det nytter heller ikke noget at sende et nyhedsbrev om sårbarhed til karrierekvinden, mens hun er på arbejde – men gerne en torsdag aften, hvor hun er hjemme og begynder at tænke over, hvordan weekenden skal bruges.

Tænk over det i forhold til dit eget produkt: Hvem vil du fange – og hvornår fanger du dem bedst? Har du de ting med i dine overvejelser, vil du få langt nemmere ved at skabe content, der konverterer – og for den sags skyld også ved at finde ud af, hvilke platforme, du skal distribuere dit content på.

Læs her, hvordan du skriver godt content, der sælger eller book vores store skrivekursus, hvor du kommer hele vejen rundt om, hvordan du selv skriver indhold, der connecter og konverterer!

sign-lille75