Skriv til nettet - 10 gode råd til online tekster

Skriv til nettet:
10 tips til online tekster, der rammer plet

At skrive tekster til en hjemmeside – eller til nettet i det hele taget – er ikke helt det samme som at skrive en tekst til print.

For selvom grundteknikkerne selvfølgelig er de samme, så er der nogle helt andre ting, du skal tage højde for, når du skriver til nettet.

Her har jeg samlet 10 af de bedste råd og teknikker til dig, der gerne vil blive bedre til at skrive til nettet. For overblikkets skyld har jeg delt teknikkerne op i to kategorier:

1. Tips om at skrive generelt – altså grundprincipperne i, hvordan du laver en god tekst

2. Tips om at skrive til nettet – altså de ekstra ting, du skal tage højde for, når du laver online tekster.


Generelle skrivetips:

 

1. Skriv til én bestemt person

I stedet for at prøve at ramme alle mulige forskellige mennesker, når du sidder og skriver, så forestil dig, at du skriver til én bestemt person. Det kan f.eks være en af dine venner eller veninder, men helst skal det være en person, der repræsenterer din målgruppe. Det er meget nemmere at skrive en god tekst, når du har et klart bilede af, hvem du skriver til.

2. Skriv passioneret

Glæde og ivrighed smitter! Så sørg for, at din begejstring for det emne, du skriver om, kan mærkes mellem linjerne. Det gør du bedst ved bare at skrive løs. Lad være med at tænke for meget over, at din tekst skal være på en eller anden bestemt måde eller skal opfylde nogle bestemte krav. Til at begynde med skal du bare skrive engageret og med glæde og lyst. Resten kan altid lægges på senere.

3. Undgå for mange fagudtryk

Når du skriver om noget, du brænder for og ved rigtigt meget om, så vil du tit komme til at bruge en masse fagudtryk. Lad være med det. Du virker ikke mere uvidende eller mindre kompetent af at skrive i et sprog, som alle kan forstå – tværtimod. Det vigtigste ved at besidde en viden er at være i stand til at dele ud af den.

4. Lad være med at skrive for lange sætninger

Hvis du skriver skønlitteratur eller digte, så kan lange, blomstrende og smukke sætninger have sin egen poesi og være et virkemiddel i sig selv. Men når du skriver brugstekster, så husk at skrive kort og tydeligt. Fjern så vidt muligt knudrede indskudte sætninger eller sætninger, der bare fortsætter i det uendelige. De er for svære at læse.

5. Husk at du ved (meget) mere end læseren

Når man ved rigtigt meget om et emne, kan man godt komme til at tro, at alle andre ved det samme. Men det gør de ikke. Du har brugt lang tid – måske endda flere år – på at sætte dig ind i et emne, men det har din læser ikke. Så ting, der måske kan virke som klichéer eller helt almindelig viden for dig, kan i virkeligheden være uvurderlig viden for din læser.

 

Skriv til nettet tips:

 

6. Husk en fængende overskrift

Vi er utålmodige på nettet og ofte vurderer vi på under et sekund, om vi gider at bruge tid på at klikke ind på en tekst. Derfor er din overskrift vigtig. Det er den, der skal overbevise dine læsere om, at du er deres tid værd. Sørg derfor for, at din overskrift er så præcis som muligt og at den er meget nem at afkode. Poetiske overskrifter virker meget sjældent på nettet, hvor man gerne vil vide med det samme, hvad man får for sit klik.

7. Giv masser af luft til irriterede øjne

Det er rigtig hårdt for vores øjne at læse på en skærm. Meget hårdere end at læse i en bog eller avis.

Grunden til det er, at på en skærm er alting lavet af pixls, altså af små, blinkende firkanter, som skaber det samlede billede. Det opfanger vores øje, og gør det hurtigt træt. Derudover har vi også en tendens til at blinke mindre, når vi læser på en skærm, hvilket kan resultere i tørre og kløende øjne.

Når du skriver til nettet er det derfor vigtigt, at du sørger for, at der er masser af luft i dine tekster. Lav mange afsnit, brug mellemrubrikker (små afsnits-overskrifter) og skriv aldrig afsnit, der er mere end 4-5 linjer lange. Vores øjne har simpelthen for svært ved at magte det.

8. Tænk SEO ind i teksten

Når du skriver til nettet er det selvfølgelig også vigtigt at tænke SEO – søgeordsoptimering – ind i dine tekster. Ved at blive synlig i Googles søgeresultater giver du nemlig dine tekster et langt liv, og skaber grobund for en hjemmeside, der også kan arbejde for dig, når du selv holder fri.

Du kan læse mere om, hvordan du laver gode SEO-tekster her.

9. Husk links

Vi bliver hurtigt utålmodige på nettet, så sørg for, at der er masser af relevante links ned igennem din tekst. På den måde kan du bedre styre, hvor dine læsere klikker hen, når de ikke længere har lyst til at læse videre i teksten. Links til både andre steder på din egen side og også gerne til andres sider er en også god service til de af dine læsere, der f.eks gerne vil vide mere om et emne.

Derudover er Google også glad for links og en god intern linkstruktur på din side, hvor du husker at linke frem og tilbage mellem det relevante indhold, du har, styrker din SEO.

10. Slut aldrig af uden en call-to-action

Når artiklen er læst til ende, hvad vil du så gerne have, at læseren gør? Skal de klikke videre til en anden artikel, skal de købe noget, skal de tilmelde sig dit nyhedsbrev, booke en konsultation, etc?

Gør dig klart, hvad formålet er med teksten og hjælp så læseren det rigtige sted hen med en god call-to-action. Det kan være i form af en knap, der sender dem videre til shoppen eller en popup boks, hvor de kan tilmelde sig dit nyhedsbrev. Det kan også bare være et helt almindeligt tekstlink, der sender dem videre i den rigtige retning.

En af grundbøgerne indenfor webdesign hedder ”Don’t make me think”, og det skal du altid have i baghovedet, når du skriver til nettet: Hjælp din læser så meget som muligt, så de ikke selv behøver at bruge kræfter eller tid på at regne ud, hvor f.eks din shop befinder sig henne. For skal de bruge for meget tid på at lede efter noget, er risikoen for at de forsvinder fra din side meget, meget højere end hvis du selv viser dem vejen.

Det var de 10 tips og metoder til at skrive til nettet. Men der findes selvfølgelig mange andre end dem.

Hvis du er interesseret i at arbejde professionelt med dine tekster og gerne vil lære, hvordan du skriver dem godt, hurtigt og professionelt og med de helt rigtige psykologiske triggere indsat de helt rigtige steder, så prøv at tage et kig på mit Content Bootcamp skrivekursus.

Hér lærer du nemlig alle de tips og metoder, der skal til for at skrive hamrende gode tekster til nettet – hvad enten det så er SEO-tekster, blogindlæg, salgstekster, nyhedsbreve eller noget femte. Læs meget mere om skrivekurset her.

God fornøjelse med skriveriet til nettet,

/Malene

Om Malene Fich Weischer

Jeg har arbejdet med online tekster, websites og online markedsføring siden omkring 2000.

Derudover har jeg leveret indhold til bl.a. Berlingske, Femina, BT, TV2.dk, været redaktør for flere af landets største magasiner, samt Digital chef hos Aller Medier.I dag har jeg Netinspire ApS, hvor vi hjælper især mindre selvstændig med at stå stærkere online.

Jeg er desuden underviser på Holbæk Kommunes iværksætterforløb, hjælper på Maj Wismanns Online Markedsførings Mentorforløb, samt  rådgiver i Holbæk Erhvervsforums rådgivningscafé

Kom i gang med at sælge online kurser!

Lær, hvordan du kommer i gang med at sælge din viden som online kurser, klubber eller forløb i 11 enkle trin. Vejl. pris: 169,95 kr.

Læs også ...

Online salg - sådan gør du

Få ordentligt gang i dit online salg

Er dit mål også at have en god hjemmeside, hvorfra du kan sælge online kurser eller andre online ydelser? Så er dette indlæg lavet til præcis dig! Her får du nemlig en solid gennemgang af, hvordan du laver en god online forretning. Fra én som har prøvet det mange gange før.

Læs mere »
Hvad skal jeg blogge om - 10 tips til dig, der blogger

Hvad skal jeg blogge om?

Hvad skal jeg nu blogge om? Her får du tekstforfatterens egne værktøjer og idéer til blogindlæg, du kan skrive lige nu og her + du får et par ekstra skriveøvelser med i købet…

Læs mere »