Sælg mere med De 5 P ‘er
Der findes masser af gode råd til, hvordan du kan sælge mere med din hjemmeside, og mange af dem kan du også finde her på bloggen.
Men.
At lægge en anbefaling ind i en tekst eller benytte sig af en psykologisk salgstrigger virker sjældent alene.
Der skal simpelthen mere til.
Benarbejdet skal være i orden.
Eller sagt på en anden måde: Hvis ikke du har en god tekst til at begynde med, er det rigtigt svært at sælge på den.
En god tekst er en tekst, som giver læseren lyst til at vide mere.
Gøre mere.
Lære dig bedre at kende.
Og det er hér, det bliver tricky at skrive …
En god tekst er nemlig meget mere end bare en tekst, du smækker på hjemmesiden. En god tekst har nogle elementer i sig, som helt automatisk giver læseren lyst til at få mere af dig.
De elementer har jeg samlet i en lille model, som jeg kalder ”De 5 P’er”.
DE 5 P’ER
Passion
Passion kan mærkes, og derfor er det vigtigt, at du lader din egen passion for det emne, du skriver om, skinne igennem.
Jo mere entusiastisk, du er, og jo mere det lyser ud af hvert et ord, at du virkelig brænder for det her og tror på det – jo mere smittende bliver din glæde. Det gør din tekst levende og overbevisende, og det er vigtigt. For hvis det virker, som om du ikke selv er helt overbevist om alt det fantastiske, du og/eller din virksomhed kan – så bliver det også meget svært at overbevise andre.
Personlighed
Følger du med her på bloggen eller indenfor online markedsføring i det hele taget, så har du sikkert hørt mantraet ”Du sælger til nogen ikke til noget” masser af gange. Det er der en grund til.
På nettet har vi ikke den naturlige troværdighed, der opstår, når man møder mennesker ansigt til ansigt. Derfor bliver du nødt til at opbygge den på en andenmåde. Lade folk lære dig at kende. Så sørg for at skrive som den, DU er – og ikke bare skrive sådan som alle andre gør. I sidste ende handler en stor del af et salg om følelser, og vi får ikke følelser overfor noget, der ikke udstråler en personlighed.
Professionalisme
Du skal selvfølgelig være professionel. Stol på dig selv og din viden.
Vær saglig, overbevisende, nøgtern – men også gerne sjov og under alle omstændigheder dig selv.
Vær bare altid opmærksom på, hvilket indtryk, folk skal have af dig og din virksomhed. For nogle virksomheder giver det god mening at tage billeder hjemme fra stuen /privaten, fordi det knytter et ekstra bånd til kunderne, men andre steder vil det bare virke uprofessionelt. Stik fingeren i jorden i netop DIT marked og find ud af, hvordan den typiske tone er. Og gør den så til din egen.
Pointe
Vi har stort set ingen tålmodighed, når vi er på nettet. Derfor vil vi gerne have svesken på disken – og helst med det samme.
Så vær skarp i dine pointer.
Man skal lynhurtigt kunne finde dem og forstå dem – og så kan du altid uddybe længere nede. Alt for lange indledninger, knudrede sætninger og en sludder for en sladder, der aldrig rigtigt lander nogen steder, dur bare ikke på nettet.
Pro-aktiv
Det sidste P, du skal være opmærksom på, er at du skal være pro-aktiv. Du skal hele tiden være et skridt foran din læser.
Tænk på, hvad de kan finde på at gøre nu – eller hvad de vil lede efter – og sørg for, at du nemt leder dem på rette vej.
Hvis du f.eks omtaler et produkt, så sørg for at der er knapper eller links, der nemt sender læseren direkte hen til produktet i shoppen. Vil du have dem til at tilmelde sig nyhedsbrevet, så skriv det og sæt et link ind, så de nemt og hurtigt kan gøre det.
***
Det var De 5 P’er. Bruger du dem, når du skriver, vil din tekst gå fra bare at være en almindelig blah-tekst til at blive pulserende og spændende indhold, som læseren/kunden bliver fanget ind i og gerne vil have mere af.
… Og det er det absolut bedste udgangspunkt for et salg.
Held og lykke med det!